Samtalegrupper for børn og unge i sorg eller skilsmisse – en international litteraturgennemgang af skolebaserede interventioner

Det særlige blik på børn og unge i sorg og skilsmisse i forskningen

Der er to modsatrettede skilsmisseforståelser, der præger forskningsfeltet, nemlig den problematiserende og normaliserende tilgang (se fx Rose, 2021a). Kort fortalt retter den problematiserende tilgang sig primært mod skilsmissens langvarige negative implikationer for børnene og de unge (Amato, 2010; Fallesen et al., 2023; Thuen et al., 2015). I den normaliserende tilgang tager man højde for de formildende omstændigheder som fx et kærligt og støttende miljø samt fælles forældreskab i ’chains of care’, hvilket øger trivslen blandt børn og unge trods skilsmissen (Fabricius, 2003; Jevne & Andernæs, 2017; Kelly, 1993). Inden for skilsmisseforskningen anlægges der ofte en problemorienteret tilgang til skilsmisse (Rose, 2021a). Den dominerende del af skilsmisseforskningen fokuserer på at dokumentere skilsmissens negative konsekvenser for børns opvækst og livschancer (Amato, 2010; Fallesen et al., 2023; Thuen et al., 2015). Mange fagprofessionelle er af den opfattelse, at børn med skilte forældre befinder sig i en form for sorgproces med langvarige udfordringer med lignende behov og kan i den forbindelse profitere af samme indsatser som børn, der har mistet en nærtstående (Rose, 2020). Det viser sig dog, at de kriserelaterede reaktioner hos børn og unge med skilte forældre generelt formindskes eller forsvinder over en periode på cirka to år (Kelly, 2003, s. 241). Blandt en del forskere understreges det yderligere, at cirka 75–80 procent af disse børn og unge ikke har væsentlige problemer med omstilling til de nye omstændigheder, relationer til voksne eller opnåelse af karrierer (Kelly, 2003; Stokkebekk et al., 2019).

At miste en forælder har indiskutabelt betydning for et barns liv, og der er forskningsmæssig enighed om, at forældretab i barndommen kan have en lang række konsekvenser, hvilket kan betyde, at disse børn og unge er i risiko for at udvikle sociale og psykiske problemer (Dueholm et al., 2019; Dyregrov & Lytje, 2018; Pedersen et al., 2019; Worden, 2014). Hovedparten af de sorgramte børn vil dog inden for en tidsramme på omkring to år have tilpasset sig livet uden at have modtaget specifik sorgintervention – men ved hjælp af og støtte fra netværket (Dyregrov & Lytje, 2018; Williams & Aber, 2015; Wolden, 2006, s. 73). Alt imens en mindre gruppe af sorgramte børn vil være i særlig risiko for at få alvorlige sociale og emotionelle problemer (Pedersen et al., 2019; Wolden, 2006). Samlet set er der svag evidens for effekt af sorginterventioner til børn, men studiernes metoder og effekt­parametre er svære at sammenligne (Bergman et al., 2017; Currier et al., 2007; de López et al., 2017; Dueholm et al., 2019; Pedersen et al., 2019; Rosner et al., 2010). Det skal desuden bemærkes, at hovedparten af studierne omhandler en psykoterapeutisk intervention og ikke lærer-/pædagogbaserede indsatser, som er metoden i de samtale- og sorggrupper i de danske skoler, som vi kigger på.

Søgning i syv databaser

Vi har foretaget søgninger i syv forskellige internationale databaser: Australian Education Index, Ebook Central, Education Database, ERIC, ProQuest, PsycARTICLES og PsycINFO. Søgestrengen blev udviklet gennem utallige søgninger inden for forskningsfeltet og ved gentagne læsninger af peer-reviewed artikler, der gav inspiration til fagtermer, overskrifter samt nøgleord, og endelig optimeret i samarbejde med en psykologisk uddannet forskningsbibliotekar. Søgestrategien blev udviklet over tid og gennemprøvet 10 gange for at sikre, at vi fandt frem til de artikler, der var relevante for at afdække vores forskningsspørgsmål. I den forbindelse valgte vi at inkludere flere NOT (eating disorder eller sexual abuse eller war eller military eller e-learning eller medicine eller crime eller disorder) i selve søgestrengen, efter vi på en enkelt søgning i PsycINFO fik 133 hits, hvor mange af tematikkerne lå uden for vores genstandsfelt.

I undersøgelsen udvalgte vi de engelske termer for sorg og skilsmisse (grief eller bereavement eller divorce) OG (child eller student eller pupil) OG (group therapist eller group therapy eller group intervention eller conversation group eller school-based intervention eller school auspice) OG (school) OG (peer review). Vi har valgt at anvende en søgestreng med de samme nøgleord og termer i alle syv databaser i den endelige litteratursøgning.

Tabel 1 viser de udvalgte nøgleord fra søgningerne i de syv internationale databaser med de nøje udvalgte engelske søgetermer.

Udvælgelsesstrategi for inklusions- og eksklusionskriterier

Artiklens inklusionskriterier blev valgt ud fra følgende parametre:

• Den undersøgte intervention skal være et samtalegruppeforløb rettet mod børn og unge i sorg eller i skilsmisse.
• Deltagerne i interventionen (og evt. kontrolgruppen) skal være skolebørn i alderen 6–16 år.
• Interventionen skal foregå i skoleregi med lærere og/eller pædagoger som udøvere.
• Der inkluderes både kvantitative, kvalitative samt andre undersøgelser i dette litteraturreview.
• Undersøgelsen skal være udgivet på engelsk, dansk, norsk eller svensk fra 1980 og frem.
• Undersøgelsen skal være peer reviewed.

Følgende eksklusionskriterier blev valgt:

• Tematikker, der ikke kobler sig til sorg eller skilsmisse, sorteres fra.
• Undersøgelser med psykiske lidelser, psykiatriske diagnoser eller andre former for særlige problemer såsom vold, alkohol o.l. blandt gruppedeltagerne vælges fra i undersøgelsen.
• Artikler, der ikke er peer reviewed, vælges fra.

Metoden hos Whittemore og Knafl (2005) tillader inklusion af varierede designs, hvor både kvantitative og kvalitative studier optræder, men også original forskning samt litteraturstudier kan inddrages i det integrative review. Da der findes så få studier af samtalegrupper for børn og unge i sorg eller skilsmisse, hvor lærere eller pædagoger faciliterer interventionen, inkluderer vi derfor alle videnskabelige studier uanset forskningsmetode.

Indsnævring af materiale

Udvælgelsesprocessen blev gennemført med Whittemore og Knafls (2005, s. 549) metode, hvor indsnævringen af litteraturen om den identificerede problemstilling sker på baggrund af en efterfølgende evaluering af de fundne studier ved gentagne gennemlæsninger af titler, resumeer og artikler.

Efter første søgning fik vi kun et hit, der matchede vores inklusionskriterier om, lærer- og pædagogfaciliterede samtalegrupper for børn og unge i sorg eller skilsmisse i skoleregi. Derfor valgte vi at udvide søgningen til også at inkludere artikler, hvor school counselors, psychologists, social workers o.l. varetager interventionen på skolerne. Vores søgning gav herpå 84 hits, der igen blev til 72, efter vi fjernede 12 duplikater. I den næste fase gennemlæste vi samtlige artikler i deres helhed, så anden del af udvælgelsesprocessen af materialerne kunne initieres. På baggrund af denne proces inkluderede vi 23 artikler, som blev genlæst af begge forfattere med henblik på at udvælge de endelige artikler ud fra deres egnethed i forhold til besvarelsen af vores forskningsspørgsmål. 15 artikler blev afslutningsvis fundet relevante. Desuden blev 11 artikler ekskluderet, da de enten var reviews, der henviste til allerede udvalgte artikler, eller havde et fokus, der ligger uden for vores forskningsfelt.

I tabel 2 ses en matrix over den udvalgte forskningslitteratur. Den udvalgte forskning beskriver, hvordan der i skolebaserede samtalegrupper arbejdes enten ud fra pædagogiske eller psykologiske principper for at varetage børn og unges trivsel som følge af sorg eller skilsmisse. Vores databehandling indbefattede både identificering af tematikker og undersøgelse af forskellige datasammenligninger. Vi har desuden fundet inspiration hos Miles og Huberman (2005) i diskussionen af datasammenligninger og frembringelsen af konklusioner, hvor opsummeringer af dele til helheder, identificering af variabler og intervenerende faktorer samt opbygning af den logiske kæde af evidens blev initieret (Marcussen et al., 2016, s. 43). Dette blev udført med en diskussion af valgte metoder og undersøgelsernes troværdighed. På baggrund af denne evaluering inkluderede vi i alt 15 studier.

Vurdering af litteraturens relevans

Vi valgte at vurdere hver enkelt artikels relevans i det udvalgte datamateriale med særligt fokus på besvarelsen af vores forskningsspørgsmål, de metodologiske og videnskabelige standarder samt den manglende forskning på området. Whittemore og Knafl (2005) anvender kategorierne høj og lav i udvælgelsen af artiklernes relevans. Vi har dog anvendt kategorierne ”meget relevant” og ”mindre relevant”, da alle de udvalgte forskningsartikler har noget at bidrage med til besvarelsen af vores forskningsspørgsmål. Den ene artikel, der placeres under kategorien ”meget relevant”, indeholder alle inklusionskriterierne om skolebaserede samtalegrupper for børn og unge i skilsmisse, hvor lærere eller pædagoger udfører interventionen. De 14 resultater, der placeres i kategorien ”mindre relevante”, er studier, hvor andre fagprofessionelle udfører interventionen, og i få tilfælde kan interventionen foregå uden for en skolekontekst. Dog har vi haft fokus på, at de videnskabelige standarder både i de kvantitative og kvalitative designs samt i reviewstudier er overholdt (Whittemore & Knafl, 2005).

Studiernes trivselseffekter af skolebaserede samtalegrupper mangler generelt signifikans

I følgende afsnit vil vi diskutere mulighederne for at afgøre, om skolebaserede samtalegrupper for børn og unge i sorg eller skilsmisse bidrager til øget trivsel blandt målgruppen. De videnskabelige studier, vi har identificeret i litteraturreviewet, er kendetegnet ved at have vidtgående og forskelligartede metodologiske designs mht. kontrolgrupper, tests, indhold, effektmålinger m.m., hvilket øger usikkerheden, når vi skal identificere, hvilke faktorer der har betydning for børn og unges øgede trivsel som følge af deltagelse i en samtalegruppe.

Trivsel måles i Pelleboer-Gunnink et al.’s studie (2015) som nedgang i emotional problems vist på baggrund af børns afrapporteringer på en skalatest med fem elementer (Strength and Difficulties Questionnaire – SDQ). Der ses en signifikant nedgang i emotionelle problemer som følge af deltagelse i interventionen KIDS i forhold til kontrolgruppen, hvilket tyder på, at interventionen virker efter hensigten. Hvordan oplevelsen af problemer hænger sammen med børnenes generelle trivsel, er svært at vide, men at børnene oplever færre adfærdsmæssige, fysiske og mentale udfordringer kan godt læses som et ”omvendt” trivselsbillede, idet trivsel måles som nedgang i emotionelle problemer inden for disse områder (Pelleboer-Gunnink et al., 2015). Samme skala (SDQ) anvendes i Botha og Wilds studie, men her blev der ikke fundet statistisk signifikante forskelle på børnenes trivsel mellem deltagerne i samtalegruppen og kontrolgruppen efter endt interventionsforløb (Botha & Wild, 2013, s. 86). Da indholdet i selve samtalegruppeforløbet samt faciliteringen af interventionen i Botha og Wilds undersøgelse ikke fremstår tydeligt og specifikt, er det ikke muligt at tydeliggøre forskellene mellem disse to studier.

Pedro-Carroll et al. (1992) fandt heller ingen signifikante forskelle målt på CFAS- (Children’s Family Adjustment Scale) eller CASP- (Children’s Attitudes and Self Perceptions) skalaerne, som kobles til børnenes trivsel. Forskerne mener, at det skyldes, at rekrutteringen af børnene divergerede i grupperne, så den ene kontrolgruppe for børn med skilte forældre havde en anden profil og fungerede bedre end børnene i interventionsgruppen. Hos Roseby og Dutch (1985) var der heller ingen statistisk signifikans målt på behandlingseffekterne mellem interventionsgruppen og kontrolgruppen på CAPSI- (The Children’s Attitude Toward Parental Separation Inventory) og CDI- (Children’s Depression Inventory) skalaerne.

Nogle studier anvender før og efter tests til at måle effekten af interventionen på børnenes trivsel (Gwynn & Brantley, 1987; Lesowitz et al., 1987; Roseby & Deutsch, 1985). Andre studier anvender tests som The Piers-Harris Children’s Sell Concept Scale: The Way I Feel About Myself (Sanders & Riester, 1996). Testen, der indeholder forskellige førstepersons udtalelser, børnene skal svare ja eller nej til, har til formål at undersøge, hvordan man oplever sig selv som person. Hos Sanders og Riester (1996, s. 38) er det afgørende i målingen af trivselseffekter i grupperne at lave komparative analyser med kontrolgrupper, ellers har studierne nogle afgørende begrænsninger i forhold til validiteten. Deltagerne i disse skolebaserede skilsmissegrupper viste dog ingen signifikant forøgelse af trivsel målt som stigning i børnenes selvopfattelse (self-concept) før og efter deltagelse i samtalegruppen (Sanders & Riester, 1996, s. 39). Det er ikke alle studier, der anvender kontrolgrupper i deres metodologiske designs, og det er således yderst forskelligt, hvordan en øget trivsel blandt børn og unge i sorg eller skilsmisse påvises (Delucia-Waack & Gerrity, 2001; Finn, 2003; Samide & Stockton, 2002; Somody & Hobbs, 2008).

Hos Stolberg og Mahler (1994) ses der heller ingen ændringer efter gruppeforløbet. Dette bekræftes også i undersøgelsen af Jupp og Purcell, der anvender skalaer for angst og depression (Jupp & Purcell, 1992, s. 23). Igen viser studiet, at det er svært at måle effekterne på børn og unges trivsel og hermed svært at afgøre, hvorvidt interventionerne fører til øget trivsel blandt deltagerne.

Konklusionen i DeLucia-Waack og Gerritys (2001) studie er, at der til stadighed mangler viden om, hvilke (terapeutiske) faktorer der er med til at gøre samtalegrupper for børn i skilsmisse effektive, hvilket der ifølge forskerne er brug for yderligere viden om. Flere undersøgelser har fokus på børns håndtering af følelser som følge af forældrenes skilsmisse (Delucia-Waack & Gerrity, 2001; Stolberg & Mahler, 1994). Studierne anvender forskellige skalaer til at måle angst og depression, men til trods for fokus på effekt er det fortsat uklart, hvilke gruppestrategier der er mest brugbare og effektfulde (Delucia-Waack & Gerrity, 2001, s. 281). I DeLucia-Waack og Gerritys review (2001) pointeres det, at det ikke er muligt at kortlægge børnenes trivsel i forhold til deres samtalegruppeoplevelser.³

I samtalegrupperne på danske skoler anvendes der ingen tests eller andre former for kvantitative eller kvalitative evalueringer. Dog har CFF undersøgt deres eget projekt Delebørn – hele børn⁴ med udgangspunkt i et SDQ-skema, som børnene og de unge skulle udfylde. Der ses ingen gennemsnitlig forbedring blandt deltagerne, tværtimod får nogle børn og unge i normal trivsel det lidt dårligere under selve gruppeforløbet (CFF, u.å). Tre studier anvender kvalitative metoder, hvor øget trivsel søges opnået igennem deling og håndtering af børnenes følelser i grupperne uden brug af tests og kontrolgrupper. Her finder studierne det sandsynligt, at interventionen hjælper børnene med at styrke deres inderste følelser og relatere til deres forældre på nye måder (Somody & Hobbs, 2008). I Finns (2003) studie fokuseres der på at øge børnenes trivsel i gruppen igennem håndtering af følelser (sorg/vrede) som følge af deres tab. Der udarbejdes en skriftlig evaluering af gruppens deltagere, i forhold til hvordan de havde det under forløbet, og hvordan de har lært at håndtere deres nye livsomstændigheder. I det sidste kvalitative studie er det primære fokus også på at tale om følelser og sorgerfaringer i gruppen, men der er ikke koblet evaluering til denne undersøgelse (Samide & Stockton, 2002). Disse studier minder om samtalegrupper under danske forhold, dog er det ikke terapeuter, psykologer eller school counselors, der varetager interventionen i Danmark. Men målet om at øge børnenes og de unges trivsel gennem at lære at udtrykke og håndtere følelser er identiske (CFF, 2014; Hartmann, 2017, s. 53).

To meta-reviews undersøger effekten af interventioner for børn i sorg, der ligger uden for rammerne af samtalegrupper i en skolekontekst. Konklusionerne i disse reviews er, at sorginterventioner til børn generelt er præget af svingende kvalitet, hvilket betyder, at der ikke ses et entydigt billede af, hvilke interventionsmetoder der er effektfulde (Currier et al., 2007; Rosner et al., 2010). Hvilket vi også kan genkende fra dette litteraturreview. Hverken i forskningen i sorginterventioner til børn og unge eller i den generelle sorgforskning tegnes der et entydigt billede af de behandlingsmæssige effekter af indsatserne. Denne problematik er også velkendt i forskningen inden for psykoterapeutisk behandling af sorg, hvor det har vist sig yderst vanskeligt at påvise effekter af sorgterapi og isolere de elementer, der evt. er virksomme (Dueholm et al., 2019; Guldin, 2014; Sandler et al., 2008; Stroebe et al., 2008). Samtidig kan vi se, at der ikke tegner sig et entydigt billede af, om deltagelse i samtalegrupper eller sorggrupper øger trivslen blandt børnene eller de unge.

Variationerne i studiernes undersøgelsesdesign, metodologiske forankring samt manglende signifikans gør det svært at sammenligne de enkelte studiers fund med hinanden og således udlede, hvad der kendetegner skolebaserede samtalegrupper for børn og unge i sorg eller skilsmisse (jf. forskningsspørgsmål 1).

Samtalegruppelederens rolle og profession

Vi har kun identificeret et studie, der kan sammenlignes med den danske interventionspraksis, hvor omdrejningspunktet er at håndtere den sorg, der knytter sig til enten skilsmisse eller tab ved død, og hvor det er (professions)bacheloruddannede faggrupper, der faciliterer interventionen (Pelleboer-Gunnink et al., 2015). En bacheloruddannelse kan i den forbindelse sammenlignes med en lærer- eller pædagoguddannet under danske forhold. Interventionen varetages af to udefrakommende og certificerede KIDS-coaches, som har modtaget min. 34 timers gruppetræning ud over deres undervisning (Pelleboer-Gunnink et al., 2015). Til trods for at samtalegruppelederne i Danmark også har deltaget i et tre–fire dages kursus, er der ikke indlagt samtaletræning i deres kursusforløb.

Vi har identificeret et studie hos DeLucia-Waack og Gerrity (2001), der også tillægger lærerne på skolerne en væsentlig betydning i forhold til børnene og de unges trivsel. I DeLucia-Waack og Gerritys review er der fokus på en psykoedukativ tilgang i samtalegrupper for børn og unge med skilte forældre, ledet af to skolerådgivere (school counselors). Den psykoterapeutiske tilgang, som ligger til grund for dette studie, adskiller sig fra de danske skilsmissegrupper, som har et pædagogisk sigte frem for at være behandlende (CFF, 2014, s. 8). Dog viser helt ny forskning, at mange af de fungerende samtalegrupper på danske skoler også anvender psykoterapeutiske teknikker på trods af, at interventionen kaldes for pædagogisk (Rose, 2020). DeLucia-Waack og Gerrity (2001) lægger yderligere op til, at den anden gruppeleders rolle er at være understøttende og holde strukturen i samtalegruppen, hvilket betyder, at en skolelærer kunne varetage denne rolle ligesom på danske skoler.

Begge undersøgelser anvender manualiserede tilgange og prædefinerede metoder i samtalegrupperne, hvilket også ligner grundlaget for de danske grupper (Delucia-Waack & Gerrity, 2001; Pelleboer-Gunnink et al., 2015; Rose, 2020; Suhr, 2021). Dog er strukturen for samtalegrupperne hos Pelleboer-Gunnink et al. (2015) i langt højere grad manualiseret, da alle tematikker er udvalgte og forhåndsdefinerede, hvorimod tilbuddet i Danmark er mere fleksibelt og følger forskellige temaer forhandlet frem blandt gruppedeltagerne og gruppeledere undervejs i forløbet (Rose, 2021b; Rose & Winther-Lindqvist, 2021).

I DeLucia-Waack og Gerritys (2001) studie skal gruppelederne følge de specifikke regler fra ’Association for Specialists in Group Work Professional Standards for the Training of Group Workers’. Der arbejdes med forhåndsudvalgte mål for interventionsstrategien. Det kræver en tilladelse fra skoleinspektøren og skolebestyrelsen at igangsættelse en samtalegruppe. Dette er også en praksis, der genkendes fra en dansk kontekst. Desuden lægges der særlig vægt på forældreinddragelse i det hollandske studie, hvor forældrene modtager information og undervisning om alt, hvad der skal ske i grupperne (Pelleboer-Gunnink et al., 2015). I Danmark er forældreinddragelsen forskellig fra skole til skole. Nogle skoler skriver ud til forældrene om gruppetilbuddet, inviterer til forældremøder⁵ og afholder samtaler med forældrene, mens andre skoler udelukkende anvender den digitale platform til at informere om deres gruppeforløb (Rose, 2020). Vi finder således elementer i de to udenlandske studier, der er sammenlignelige med danske forhold, dog ses der også store forskelle i, hvor fleksibelt gruppelederne følger disse prædefinerede koncepter, samt hvordan forældre involveres. Herunder også om samtalegrupperne bygger på psykoterapeutiske teknikker eller psykoedukative principper, hvilket igen ser ud til at være op til den enkelte gruppeleder (denne diskussion se Rose, 2021a).

Hvad kan vi udlede af litteraturen som anbefalinger til praksis?

Vi vil her kigge nærmere på de tre studier, der giver indholdsmæssige anbefalinger til faciliteringen af samtalegrupper i praksis. Vi kan fremhæve DeLucia-Waack og Gerritys (2001) undersøgelse, der fokuserer på, at børn ofte responderer bedre på nonverbale teknikker end på verbale øvelser på grund af deres begrænsede vokabularium, hvilket giver dem mulighed for at udtrykke deres følelser igennem leg. Brugen af fx dramadukker eller musik hjælper de yngre børn med at dele deres skilsmisseoplevelser. Forskerne argumenterer for, at det er hjælpsomt for børnene, når gruppelederne anvender kreative aktiviteter og øvelser som tegning, sang, dans, rollespil og leg, der alle er måder at identificere og udtrykke (svære) følelser på (Delucia-Waack & Gerrity, 2001).

I Somody og Hobbs’ (2008, s. 75) studie udarbejder hvert barn sin egen kreative bog, hvor de illustrerer tanker, følelser, indsigter og strategier til at håndtere deres nye livsomstændigheder med forældrenes skilsmisse. Denne bog fungerer som et konkret værktøj til at bearbejde deres skilsmisseoplevelser. Forskerne pointerer, at nogle børn i skilsmisse kan opleve sig stigmatiseret ved at deltage i en skolebaseret samtalegruppe, og derfor anbefales det at anvende en mere aktiv eller legende tilgang til de børn og unge, der kan lide at arbejde med kunst og kreative produkter i grupperne (Somody & Hobbs, 2008).

Finn (2003, s. 164) argumenterer også for at anvende kunstneriske teknikker som tegning, maling, drama, musik og collage som en del af gruppeprogrammet. Det hjælper børnene og de unge med at håndtere sorgen over et dødsfald i den nære familie samt giver dem nye færdigheder i forbindelse med adskillelsen.

De tre studier viser således, at en legende og kreativ tilgang får betydning for, hvordan børn og unge kan deltage i grupperne, da de selv kan bestemme, hvordan de vil udtrykke sig om deres skilsmisse- og sorgoplevelser igennem forskellige æstetiske elementer og udtryksformer (Delucia-Waack & Gerrity, 2001; Finn, 2003; Somody & Hobbs, 2008). Når vi sammenligner disse tre studiers anbefalinger til praksis med tilgangen i danske samtalegrupper, matcher det også den danske tilgang, hvor kreative og legende elementer i mere eller mindre grad tilbydes i grupperne (se Rose, 2021b). I en dansk undersøgelse af, hvad børn og unge med skilte forældre tillægger betydning, når de deltager i en samtalegruppe, siger samtlige interviewede, at det bedste ved grupperne er aktiviteterne, hvor de leger og laver øvelser, og pausen, hvor de kan tale med de andre deltagere på en anden og sjov måde (Rose, 2021b). Mange udtrykker omvendt, at runden, hvor de fortæller om deres følelser og oplevelser siden sidst, er langsommelig, kedelig eller det mindst gode (Rose, 2020). Det ser derfor ud til, at børn og unge i sorg og skilsmisse kan profitere af, at de kreative og legende elementer prioriteres og vægtes højt i samtalegrupperne. Dog mangler der stadig viden om, hvilke komponenter i interventionen der er betydningsfulde og virker, når børn og unge i sorg eller skilsmisse tilbydes skolebaserede indsatser.

Metodologiske problemstillinger og begrænsninger

Til trods for at litteratursøgningen er gennemført i overensstemmelse med de videnskabelige forskrifter, der sikrer transparens og kohærens i materialet, er der også en række begrænsninger (Whittemore & Knafl, 2005). I litteraturreviewet var der kun få studier, der specifikt undersøger, lærer- og pædagogledede samtalegrupper i skoleregi for børn og unge i sorg eller skilsmisse, til trods for at de fleste artikler omhandler interventioner for netop denne målgruppe. Derfor valgte vi at udvide vores søgning til også at omfatte studier, hvor andre faggrupper er repræsenteret, eller hvor interventionen foregår andre steder end i skolen. Det betyder, at det kan diskuteres, hvor stærk en udsagnskraft studiernes fund har i en dansk sammenhæng. Vi har dog udvalgt de studier, der kunne give viden til forskningsspørgsmålene i dette litteraturreview. I de udvalgte studier ekspliciteres det ikke i særlig høj grad, hvordan selve gruppeseancen er opbygget, og det betyder også, at det er svært at vide, om det, der foregår i grupperne, er sammenligneligt med tilgangen og forholdene i de danske grupper.